ROMSDALEN
Jeg kommer på dæk; - morg'nen er klar; -
må dog se, om jeg land-kænning har.
Øer er her, grønne, kvikke,
og slejpede skær, som hav-salt slikke,
snart disse, snart hine. De plasker herude
fortroligt, vildt, - og opskræmt tude
hav-fugl omkring os, dale, stige.
Vi er i et rige
med storm-vejrs-minner og helt for sig.
Vi er på fiskerens vågsomme vej.
Langt ude æggen og stor-sej-stimen,
fortæller kaptejnen; just nu på timen
står sejl inover der ude fra; -
fisket går bra.
Ja, ja, jeg kænner dem nok igæn,
Romsdals-bådenes barkede mænd!
De kunde sejle, når det kom an.
Jeg glæmmer jo ganske at se mod land.
Det første syn,
efter tyve års savn, ved hjæmmets port -
slår som et lyn.
I minnet stod det: men ikke så stort.
Hvor vidt jeg også lar øjet vandre,
den ene bærg-kæmpe over den andre,
den enes lænd ved den andres skulder,
og dette til yderste himmel-brynet.
Man står og vænter et verdens-bulder:
den evige stilhed forstørrer synet.
Somme står hvide, andre står blå
med takkede, kappende, hidsige tinder,
somme sig binder
sammen i kæder og fræmad gå.
..........
Dette er Romsdalens stride land!
Nu er jeg hjæmme;
ti alt, som jeg ser, har øje og stemme!
Og folket? - Jeg kænner hvær eneste mand,
om aldrig jeg så ham. Her er han tolket:
kænner du fjorden, kænner du folket.

(Bjørnstjerne Bjørnson)